Fra iver til bevidst jagt

I  forgårs var det i ren iver. Rosas duplo-hus i tre etager stod på gulvet, og jeg kunne bare se på Bjørn, hvor gerne han ville have fat i det. Iveren var så stor, at han rent faktisk kravlede (læs: numsede sig) fremad. Helt hen til huset.
Velvidende at Rosa ikke synes om Bjørn-savl på sine legoklodser, kunne jeg ikke nænne at tage huset fra ham. Han var et kæmpe stort julelys, mens han hev, flåede og savlede på alt, hvad han kunne få sine buttede babyfingre omkring.

Det var også i ren iver, han kom frem går eftermiddags. Der var det en sodavandsflaske, han havde fået øje på (brus er overvurderet). Senere fik han numsede sig lidt mere bevidst hen til sin far.

I dag var der ingen tvivl. Han har knækket koden. Kravle-koden eller i hans (og i sin tid også Rosas) tilfælde numse-koden, for han numser sig frem. Og selvfølgelig var det i dag han knækkede koden. I dag hvor Rosa og jeg sad på gulvet med gavepapir, pap, bånd, sakse, kort, tape og hvad der ellers skal til julegave-indpakning spredt ud over det hele. Og hvor kom han frem i en fart. På et tidspunkt jagtede han råbende Rosa rundt i stuen, for at få fat i hendes tuscher og det papir hun tegnede på. Hvilket syn...

Frataget retten til at se mine børnebørn

Rosa: Når det er juleaften, er der sne.
Mig: Ja, det er der nogen gange, men ikke altid.
Rosa: Joov, når det er juleaften, ER der sne.
Mig: Det har der været de sidste par år, men jeg tror ikke, der kommer sne i år.
Rosa: Jov der gør! Det bestemmer du ikke! Du er dum!
Rosa: Når jeg får børn, må du ikke besøge dem. Og jeg siger til min mand, at han ikke må køre dem over til dig, for du er dum!
Ingen respons fra mig på dette, for jeg blev næsten lidt ked af, at jeg ikke må se mine børnebørn. Eller måske blev jeg bare bedrøvet over, at både Rosa og jeg allerede kunne se mig som bedstemor.

Nissen på spil

Forleden var drillenissen, Julianne, med Rosa hjemme fra børnehaven. Og sikken hun lavede løjer. Først gemte hun det kød, vi havde taget op til aftensmaden og tryllede en stor potion risengrød frem som hun skjulte i Rosas seng.

Så vendte hun alle spisebordsstolen på hovedet og spiste en stor potion risengrød, mens vi ikke så det. Mens Rosa var i bad rodede Julianne alle Rosas strømper ud. Sikke en fræk nisse.

Da vi alle var gået i seng begyndte nissefesten for alvor. Julianne inviterede alle de andre nisser og de fandt fredagsslikket, som de guffede, mens de så tegnefilm.

Næste morgen tryllede Julianne harvegrøden helt nisserød. Så det var vist godt nok, hun skulle tilbage til børnehaven, for det er ikke sikket, vi kunne klare flere drillerier.

Heller død end grå

Rosa: Mor, får jeg også hvidt hår?
Mig: Hvidt hår? Mener du gråt hår ligesom bedstefar? (Sorry far)
Rosa: Ja, hvidt hår, får jeg også det?
Mig: Ja, det gør du, når du bliver gammel. Det gør alle.

Kort tankepause...

Rosa: Jeg vil ikke have hvidt hår. Så vil jeg heller dø!

Latter-interaktion mellem bror og søster

Rosa, Bjørn og jeg sidder og får lidt eftermiddagsmad. Rosa sidder og tramper med sine fødder på det nederste trin på trip-trap-stolen. Gentagende gange beder jeg hende om at holde op. Sidst er der meget tryk på ordet:
-Stop!

Så kigger Bjørn over på mig, der spiller et smil på læberne. Han kigger over på Rosa, tramper med sine små baby-fødder på det nederste trin og så stor griner han. Total latterkrampe.

Rosa griner også, tramper med fødderne igen, Bjørn gør det samme. Og der sidder de to og tramper og stor griner til hinanden, vel vidende, at jeg gentagende gange har bedt, i hvert fald den store, om at stoppe. Og ærlig talt, så var det umuligt at have det strenge nu-skal-i-høre-efter-fjæs på.

I bund og grund var det fantastisk at se dem havde et rigtig søster-bror øjeblik. Derfor får man barn nr. to  

Julemanden til store og små

December er her og med den søde juletid kommer også det nattelige besøg af julemanden. Han lister sig ind og putter en lille ting i julesokken, julesækken eller julenissen med numre.

I år var der jo en beboer mere på matriklen. Og fordi jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle forklare, hvorfor lillebror ikke fik noget af julemanden, når vi andre nu gør, er den lille Bjørn også på julemandens nattelige gaverunde.

Rosa var helt klar og spændt i torsdags (1. dec.). Jeg var faktisk lidt i tvivl, om hun stadig troede på den kære runde mand med hvidt skæg. Men min tvivl er nu helt væk. Og det er da kært, dejligt og hyggeligt at have den vidunderlige glade barnetro omkring sig.

Rosa fik kalenderen til julekalenderen på DR, Nissebanden i Grønland. Der ser vi hver aften, mens vi rå-hygger bare med hende, for lillebror er puttet. Det er svært at sige, hvem af os der nyder det mest...

Her under ses Bjørn med sin allerførste julekalendergave. Han ser lidt  morgen-betuttet ud, men gavebåndet er da rart nok at sidde og nulre lidt.

Min tanke havde været, at hans gaver skulle være klodser med mere fra Rosas gamle baby-put-i-kasse-legetøj-ting, som jeg mente stod i kælderen. Men kassen med hendes gamle babylegetøj er pist borte og væk. Ikke idel, for jeg var bestemt ikke interesseret i, at skulle ud og købe gaver til en lille gøj, der vil have lige så meget sjov ud af gavepapiret fra vores andre gaver.

Heldigvis havde Rasmus lige været på body-indkøb, så indtil videre og de næste seks dage står den på undertøj til den lille gøj. Hvad julemanden finder på derefter er ikke godt at vide.

Hjemmestrikkens død...

Min bedstemor og særdeleshed mormor var flittig producenter af hjemmestrikket outfit. Bekvemmeligheden og det modemæssige niveau vil jeg ikke kommenterer på. Rosa og Bjørn har fire sæt bedsteforældre og to af dem producerer strik til børnebørnene. Ikke helt i samme omfang som mine bedsteforældre, men alligevel...

Her ses prinsen glad og tilfreds med benvarmer fra bedste og uldtrøje fra farmor. Trøjen er i sin tid strikket til Rosa, så hjemmestrik er kvalitet.

Nu kommer dilemaet så, hvis jeg skulle gå hen og blive bedstemor, er der bedste jeg kunne forære mit barnebarn i hjemmestrikafdelingen et halstørklæde med uens masker. Gad vide om Rosa og Bjørn bliver ferm med strikkepindene eller nedturen for hjemmestrik fortsætter.

To sange til min store pige

Ugen der er gået har stået i fødselsdagens tegn. Fem år er stort. Der er holdt fødselsdag ude i børnehaven, for venner (forældrenes) og for familien.

På selve dagen var der selvfølgelig fødselsdagssangs-vækning og morgen hygge med levende lys og gaver. Senere blev hun fejret ude i børnehaven med jagt efter prinsesse Lillefins seks guldnøgler og kiste med prinsessegodter. (Rasmus var klædt ud som prinsesse Lillefin, yndig med lilla og blomstret "kjole", prinsessehat med slør, blå øjenskygge og rød læbestift. Desværre er der nedlagt streng veto med offentliggørelse af billeder af Lillefin - og så tæt på jul tør jeg ikke andet end at overholde vetoet)

Herefter var der lyserød prinsessekage og leg. Det var ikke alle (læs: ingen), der troede på, at prinsesse Lillefin var en rigtig prinsesse. Rigtige prinsesser har ikke skæg, var et af de mange argumenter, der blev fremført. Da prinsesse Lillefin tabte sin prinsessehat ude i skoven var der ingen tvivl:

- Du er ikke en pige! Du er skaldet, så kan du ikke være en prinsesse!

Den ønskede fødselsdagsmenu om aftenen bestod af hotdog og is. Det behagede vist også de voksne, for i disse sundhedstider er det sjældent hvidt brød, pøler, div. dyppelser og begrænset grønt står på menuen.

Lørdag var familien inviteret til fødselsdagsbrunch. Rosa insisterede på at blive vækket med fødselsdagssang igen. Hun havde fødselsdag igen, der kom jo gæster…

Mors store dreng i dagpleje

I dag er Bjørns tredje dag i dagplejen. Anden dag uden mig. Det går rigtig godt. Jeg har ikke grædt på vej hjem i bilen en eneste gang...

Positive sider af sygdom

Bjørn er desværre blevet snottet og små pylret igen. Øv. Det har dog den positive side, at han bliver meget mere putte og hygge villig. Den anden dag faldt han i søvn siddende hos mig. Lidt dejligt... Det er første gang, selv som spæd var han alt for meget en moslemås til at sidde stille længe nok til at falde i søvn.

Og når vi nu skal se på det positive ved snot og klynk, er der også det øgede behov for søvn. Bjørn vågner normalt ved en fem tiden. I dag sov han til halv otte. Aahhaaa...

Hvad mod 15 har gjort

Rosas dagpleje boede på en skrå grund, så det var ned ad trapper, når vi afleverede (og op når vi hentede ;) ). En oplagt mulighed til at øve os i at tælle, og der var en tyve trin. Sagt på en anden måde, Rosa har kunne tælle til tyve i to tre år. Men af en eller anden grund hopper hun altid over 15.

Det går fint og flot der ud af: 1, 2, 3, 4...., 12, 13, 14, 16, 17, 18... og det er helt konsekvent. Selv når man tæller sammen med hende, kommer hun en foran, når man er ca. fem fra de tyve.

Selv efter vi kom højere oppe i talrækken, (hun stopper gerne ved de 32, for så gammel er hendes far og det er altså gammelt!) hopper hun 15 over. Gad vide hvorfor?

Det er først nu her, som hun nærmer sig de fem år, at 15 er begyndt at få være med til festen. Men det er stadig langt fra hver gang, det kommer med. Stakkels tal... Hvad mon det har gjort hende?

Så læg jer da ned og være syge på den rigtige måde...

Ja... jeg troede jo vi var over sygdommen. Men lige som jeg var klar til at holde fanen høj igen, fik vi alle et dyk igen. Og hvis vi så alle bare var klar til at putte os under dynen og lade kroppen tage kampen, mens vi sover og hygge, så ingen problem.

Men næ, nej. Jeg selv er mere end klar til at ligge mig på langs og sove, til jeg er rask igen. En opgave der er lidt svær, når huset er besat af to snot-monstre i mini størrelse. Rosa vil som sådan godt putte under dynen, hvis det vel og mærke er på madrasser foran fjernsynet og så kun i kortere perioder. Perioder af lige præcis den længde, det tager mig at falde i søvn. Øv.

Så er der også det mindste snot-monster. Han vil under ingen omstændigheder ligge og putte under nogen som helst dyne. Basta! Jeg må da være tosset. Med andre ord en sur, lille, slatten, snottet, pylret, utilfreds moslemås er ikke en god sygdomskammerat.

Hvor gammel mon de skal være, før de kan finde ud af at være syge på den rigtige måde (læs: min måde)...

Lever måske lidt for meget i nu’et…

Luften er endelig ved at sive lige så stille ud af den snotboble, der har omgivet matriklen her. Det har ikke været en særlig dejlig omgang. Og slet ikke for lille Bjørn, som jo er helt ny i sygdomsverdens mange glæder.

Hans lille krop har hoppet og hakket op og ned ved hvert hoste anfald. Han har været helt rød i hovedet og øjne fyldt med tåre, fordi det bare gør så ondt. Han har flere gange hoster og hakket så voldsomt, at han har kastet op. Og her kommer vi til en noget baby-unikt. Deres vidunderlige evne til at leve fuldstændig i nu’et.

Det ene øjeblik er han helt rød i hovedet, tårer løber ned af kinderne. Han hoster og hakker så voldsomt, at hans lille krop rokker frem og tilbage og han kaster op ud over det hele. Umiddelbart derefter sidder han glad, smilende og klasker velfornøjet i sit eget opkast, for sikker noget sjovt legetøj, der lige pludselig er foran ham…

Så lever man altså lidt for meget i nu’et…

Total familie, snotboble-koma

Her på matriklen er vi pakket ind i en stor snotboble. Rosa startede, jeg fulgte og Bjørn har nu også hægtet sig på. Hægtet sig på snot, hosten, hakken, smerte, ynke og klynke (hvordan Rasmus er gået fri aner jeg simpelthen ikke).

Det er ikke sjovt for nogen at være syge, men baby Bjørn er bestemt ikke en glad patient. Det med snot-stoppet-næse og babs er ikke en god cocktail. Han bliver vildt frustreret, når han ikke kan spise, fordi han ikke kan få vejret. Reaktion: Råbe af mig, for det må jo være min skyld. Jeg er så snot-kvæstet, at jeg faktisk næsten kan ignorerer ham. Rosa er bleg, slatten og mat. Suk, hvor er vi snot-ynkelige...

Glæder mig til boblen brister...

Må man vold-blitze sin søn i hovedet ved puttetid

Bjørn er simpelthen så nuttet, når han bliver puttet. Ritualet er helt fast, han ruller om på siden, finder den lille, brune bamse han har haft i sin seng altid. Tager fat om den med sine små baby-buttede hænder, trykker den først helt ind til sig, hvorefter den bliver vold-nusset/ædt. Bagefter ligger han og brummer med næsen helt ind i bamsens mave, hiver den lidt i armene og lægger sig så til ro.

Her ses bamsen - stadig forholdsvis pæn og savlefri.

Hver dag er aprilssnap-dag

Det er ikke fordi, Rosa har problemer med talens evner, men af en eller anden grund har hun fået forkert fat i ordet aprils-nar. Siden 1. april i år har det heddet aprils-snap.

Det lyder simpelthen for kært, når hun siger det. Vi har utallige gange fortalt hende, at det hedder aprils-nar og ikke -snap, men den er endnu ikke feset ind. Ligeledes har hun heller ikke opfanget den med, at det kun er en dag om året, hvor den gælder.

Her hjemme er det aprilssnap-dag hver dag. Hun bruger den lige så snart, hun kan komme af sted med det. Og igen har hun ikke helt opfattet, hvordan aprilsnarren normalt bruges. Ellers også har hun, og derfor lavet sin egen aprilssnap, for den bruges på en lidt anden måde.

Det er især, når hun ved, at hun er trådt over grænsen. Når hun kan mærke, at hun er skræmmende tæt på skæld ud eller en timeout, så kommer den:
- Aprilssnap. Efterfulgt af hendes største smil.

Det er altså meget svært at sige nej eller være sur på det smil, når hun står der glad og siger:

- Aprilssnap, aprilssnap...

Det kan også blive for afslappet...

En morgen var det lykkes mig at blive vasket, komme i tøjet, få børstet tænder og sat hår, lyder måske af lidt, men tro mig, jeg var faktisk ret stolt af mig selv. Så var det tid til en tør mås til Bjørn. Jeg lærer af mine fejl, så jeg vendte ikke ryggen til. Jeg var faktisk så dygtig, at jeg stod lidt skrå for, da strålen kom.

Første tanke var:
-Yes, han ramte ikke. Næste tanke:
- Nå ja, måske lidt på strømpebukserne... og hjørnet af kjolen...
Og så er det, at det virkelig går galt for mig, for et øjeblik står jeg rent faktisk og fortæller mig selv, at det er ok. Jeg behøver ikke skifte tøj. Det tørrer. Det er ligemeget. Det var bare en lille smule.
Helt ærligt! Så er ens forhold til sit barns affaldsstoffer, altså for afslappet...

Fra mys til dracula-kys

Som nævnt er Bjørn flittig producent af tænder og de er sylespidse, hvilket i onsdags resulterede i et mindre blodbad.

De to tænder i undermunden kan lige skimtes her. Og jeg fik deres styrker at mærke.

Han vil gerne mysse, og selvom det er en noget salvvåd fornøjelse, siger man jo ikke nej tak til et mys fra sin søn. Men i onsdags lå der tilsyneladende andet en kærlighed bag. Jeg tror han havde gang i et hævnattentat, for hvad ved jeg ikke, men han fik sin hævn.

I tillæg til det normale salve-mys hakkede han sine små sylespidse tænder sammen om min læbe. Det gjorde F.... ondt.

Jeg trækker ham lidt væk for lige sunde mig et sekund og idet opdager jeg, at han har blod på hele hagen, altså under hans storsmilende læber, for han synes åbenbart bare, det er en fest. Jeg mærker samtidig at blodet pipler fra min læbe.

Så den lille ... har bidt hul i min læbe med sine små sylespidse tænder og han sidder bare og griner. Jeg selv har svært ved at se morskaben, for ens læbe er ikke ligefrem det mest blod-forladet sted på kroppen. Heller ikke et sted, hvor et diskret lille plaster ligesom kan sidde fast. Så jeg bruger de næste par timer med en tot vat klistret til min læbe med englehud-tape. Når jeg forsøger at tage det af sidder sårskorpen fast i vattet og Bjørn-bidet går op igen. Jamen hallo, hvor følte jeg mig smart. Jeg, mor-dracula...

Mor, må jeg godt binde knuder...

Min vidunderlige datter har fået en ny hobby, hun binder knuder. Hun har et overdimensioneret, pink snørebånd og en blå og sølv (det er meget vigtig, for det er prinsesse sølv) strik. De to bliver så filtret og bundet sammen i diverse knuder og så løsner hun dem igen. Og det får hun forbavsende meget tid til at gå med.

Hendes fantasi fejler jo absolut intet, så som sådan overrasker det mig ikke. Men alligevel... binde knuder.

 Det er hendes nye putte-ting. Tidligere lå hun og "læste" for sig selv, når hun var puttet. Nu lyder det, når godnathistorien er læst, dynene er puttet omkring og panden er kysset:
- Mor, må jeg godt binde knuder?

Mors lille præmenstruelle hooligan...

Jaa.. det er måske ikke så pænt sagt, men Bjørn går for tiden under navnet; Mors lille præmenstruelle hooligan.

Hans tænder popper frem som vintergækker om foråret, hvilket ikke ligefrem bringer smilet frem på hans læber. Siden midten af august er der brudt fire tænder igennem. Det betyder, at mors lille dreng er lidt (læs meget) pirrelig og humøret svinger fra glad, smilende - med søde små tænder stikkende frem fra oven og fra neden - lille, grinende lækkerpind til rasende, frustreret drage, hvor tænderne nærmer vises, fordi han vil bide hovedet af en. Med andre ord; præmenstruel!

Hooligan er dækkende, fordi han for det første er lille, rund og uden for meget hår. Vi har jo konstateret, at han er meget klog, så der adskiller han sig. Dernæst græder han ikke, han råber. Og han råber højt.
- Aaarrgh... Aarrgh.... Og så ligger han et øjeblik og lytter, her har jeg ca. fem sek. til at indfinde mig, hvis det ikke sker skruer han heftigt op for både volumen og længde af råbet.
- Aaaaarrrrggggghhh...  anden gang er der kun et råb. Her er reaktionsvinduet altså nede på ca. to sek. Tro mig, nu gør jeg virkelig, hvad jeg kan for at indfinde mig, for alternativet er ikke kønt.

Har han først gennemgået denne ifølge ham acceptable venteperiode uden respons, så er han GAL. Så skælder han ud på alt og alle, og han bliver ved, også selvom man nu har taget ham op. Man får helt tydeligt læst og påtalt, hvor uacceptabelt det er, at han skulle vente så længe. Jeg priser mig lykkelig for, at han endnu ikke kan forme tungen til konkret ord, for jeg er sikker på, at de gloser der kommer fra ham, vil få selv en fuldvoksen hooligan til at rødme.

Har man derimod taget ham op og givet ham den ønskede opmærksomhed indenfor tidsrammen, så er der også en belønning i form af et lille klap på skulderen. Lige for tiden klapper ham med sin lille, dejlige buttede hånd på alt, hvad han kommer i nærheden af. Så når man tager ham op passer det med, at han lige klapper en på skulderen.
- Sådan mor, dygtig pige. Kan jeg næsten høre ham tænke.

Morgenstund har guld i mund... Her har den skrig,skrål og vrissende stemmer

Åh... sikke en morgen. Rasmus var taget tidlig på arbejde, så det var bare ungerne og jeg. I teorien burde mig på barsel + to dejlige unger = masser af tid og morgenhygge.
I realiteten startede min morgen alt for tidlig (kl. 06:00 er ukristelig tidelig, hvis I spørg mig) og dårlig lugtende med Bjørns knap så hyggelige morgen-bonus-ble. Hvorfor skal han gøre det om morgen, øv!

Dernæst var Rosa også træt og morgensur, hvilket ikke biddrog til smil på mine læber, og jeg forbedrede nok heller ikke hendes morgen-tilstand. Så det kørte bare der ud af; Hun kunne ikke selv tage tøj på, hun ville ikke spise, hun vil ikke sætte sin tallerken hen, hun ville ikke have børstet tænder, jeg måtte ikke børste hendes hår, hun ville ikke have jakke på... Indtil det kulminerede med, at hun sad og tudede på trappen og spurgte, om vi ikke skulle være gode venner igen?

Der var ikke noget jeg hellere ville. Så efter flere kæmpeknusereog tørret øjne og næse gik turen så ud i børnehaven.

Bjørn vågnede selvfølgelig fra sin morgen-lur ved at blive flyttet fra barnevogn til bil. Og det kan godt ske, han finder det helt rimeligt, at han vækker mig adskillige gange i løbet af natten og ukristelig tidligt om morgen, men det betyder bestem ikke, at jeg må vække prinsen. Så der skal åbenbart være et barn der synes, jeg er den dummeste i hele verden. Det er da altid noget, de kan skiftes.

Han faldt heldigvis i søvn igen, så udstyret med baby-alarm gik jeg ind for at aflevere Rosa. Men hun ville lige pludselig ikke i børnehave. Hun tudede og ville ikke give slip på mig. En opførsel der er helt ulig hende, normalt er man heldig, hvis man når at få et farvel-kys inden hun stryger af sted med vennerne. Sådan var det ikke i dag. Bemandingen i sådan en dejlig dansk velfærdsbørnehave er jo ikke til, at der er en medarbejder, der kan være behjælpelig i sådan en situation. Så jeg valgte at gå lidt med ind, så hun kunne komme godt i gang med legen. For at sige det kort, så gik det ikke som planlagt.

Jeg brugte 40 min. i børnehaven og hun tudede stadig fuldstændig utrøstelig, da jeg ville gå. Og stadig ingen pædagog og veninder, der ville have hende med ind i danse-lokalet var ikke nok. Det endte med, at jeg tog hende med hjem igen, for det var altså ikke normal Rosa-opførelse.

Nu sidder vi og hygge med hver vores computer, og så er der bestilt tid ved lægen senere, for at få tjekket hendes blodprocent, for jeg tror det er ved at være transfusionstid (se evt. Rosas sfærocytose-kontrol - overgrebene er ikke ovre). Sikker en morgen...

Måske skal prinsessen være fotograf

Mors prinsesse vil rigtig gerne tage billeder, så det får hun selvfølgelig lov til at gøre med vores digitalkamera. (Ja, indrømmet; hun var indtil for nyligt et snotforkælet enebarn, nu er hun bare en snotforkælet storesøster)

Billederne der kommer ud af det er ofte ganske morsomme...

... hun ser verden fra en helt anden vinkel...

... og er optaget af nogle helt andre ting...

Men der er nu ingen tvivl om, hvad det vigtigste motiv er for primadonnaen...

Bjørns hoved 2 - han er klog

I fredags gik turen til Viborg Sygehus, hvor Bjørns hoved skulle under skanneren. Han har som nævnt i Bjørns hoved 1 et dejligt stort hoved.

Han klarede det rigtig flot. Lå lige så pænt og stille på briksen, mens den fagkyndige kvinde kørte dimsedutten med gele på rundt over hans hul i hovedet (fontanellen). Det lignede samme apparat som man blive skannet med, når man er gravid. Bjørn var mest interesseret i at kigge på den kønne kvinde og så selvfølgelig den fine ledning fra maskinen til dimsedut.

Den fagkyndige kvinde konstaterede, at alt så normalt ud, ligeledes gjorde den læge, der også var inde og se på billederne af Bjørns hjerne. Hvis jeg skal være ærlig, kunne jeg ikke se den store forskel på billederne af det indre af hans hoved og de skanningsbilleder af hele hans krop, vi havde til at hænge på køleskabet, inden han blev budt velkommen til verden.

Under alle omstændigheder var det dejligt at få ro i sjælen, hvad angår hans dejlige store hoved, som endelig er ved at være dækket af hår...

Mors dejlige dreng... uden vand i hovedet...

Vend aldrig ryggen til puslebordet

Ja, alle ved, man ikke skal vende ryggen til puslebordet. Det råd gælder selvfølgelig altid, også selvom der er tale om et lille, stille spædbarn, og puslebordet er udstyret med høje kanter og andet sikkerhedsudstyr. Rådet gælder især, hvis man er velsignet med en dejlig lille dreng...

Medmindre selvfølgelig man vil erfarer på egen krop, hvordan ordsproget "At blive pisset op og ned af ryggen" er opstået. Øv...

Rosas sfærocytose-kontrol - overgrebene er ikke ovre

Mandag var som nævnt tidligere dagen for sfærocytose-kontrolbesøg på Skejby Sygehus. Vi havde heldigvis en dobelttid, så vi kunne tage begge guldklumper samme dag.

Fokus for os på Rosa delen var de daglige komplikationer, idet hendes sygdom gør hende ekstra pylret. For hvornår er hun pylret fordi, hun har en blodprocent så lav, at andre ville brække sig og sove, og hvornår er det fordi, at hun bare er en "stille-pige" om man vil. Og kan de to ting adskilles? Når hun på de tre, fire, hvis vi er heldige, fem måneder, der går mellem hendes blodtransfusioner er nede, altså blodprocentmæssigt, i en til to af de måneder. Hvordan sikrer vi så, at det ikke bliver en normal tilstand for hende, at hun ikke kan klare så meget fysisk, at hun trækker sig lidt tilbage og observerer mere end hun daltager?

Det havde de ikke noget svar på... Som de sagde, var det svært at adskille de to ting. Ja! Det er netop vores problem.

En anden problematik i forhold til Rosa er, at hun er så svær at stikke i (læs evt: Sfærocytose og nålepude et og to). Det er et meget stort overgreb hver eneste gang. Som nævnt påvirker det hende rigtig meget og mere og mere for hver gang. Her sidst blev hun simpelthen fysisk syg og kastede op. Det er dæleme hårdt bare at se til, mens folk i hvide kitler gør ens barn ondt...

Her er heller ikke nogen umiddelbar løsning, men de vil tage fat i den tilknyttet psykolog, for at høre, om hun evt. kunne hjælpe. Det håber jeg virkelig. Om ikke andet så med nogle værktøjer og fif til, hvad vi som forældre kan gøre, for at hjælpe prinsessen bedst muligt.

For det er desværre ikke slut med overgrebene i den nærmeste fremtid. For den sidste ting, der stod på vores blog ang. Rosa var operationen. Med andre ord, hvornår vil de flå den F... milt ud af hende, der skaber alle problemerne?

Det vil de helst ikke. Men hvis hun bliver ved med at være så transfusionskrævende, hvad hun formentlig gør, skal den ud. Det bliver dog allertidligst, når hun er seks år og meget gerne otte eller ældre.

Grunden til de ikke bare flår synderen ud, er, at milten er med til at bekæmpe bakterierangreb i blodet. Angreb man kan dø af, hvis man ikke får den rette behandling, og som de rigtig nok fremførte er det nemmere for et barn jo ældre hun er at forklare, hvor og hvordan det gør ondt. Derudover bidrager milten også i kampen mod forskellige virusser, men dem kan man langt hen af vejen vaccineres imod. Og så er en operation jo i bund og grund et stort indgreb.

Alt det er rigtigt nok og skal jo tages med i overvejelserne. Grunden til vi så gerne vil have flået den milt ud, er fordi, vi er bange for, at hun kommer til at lide endnu mere under sygdommen, når hun kommer i skole. I børnehaven kan hun bedre trække sig tilbage og sidde og f.eks. tegne lidt. Dernæst vil det jo være skønt at få vores pige, hende den "normalt pylret", i 12 måneder om året og ikke kun seks.

Men de kloge med den lange uddannelse ved nok bedst...

Og så var der den normale kontrol, hvor hun bliver vejet, målt, lyttet, set og trykket på. Hendes milt er ved at være godt forstørret. Normalt skal man ikke kunne mærke den, den gemmer sig oppe under ribbenene i venstre side. Men hendes er så stor, at den sagtens kan mærkes ved tryk på maven, den går nu helt ned til navlen! Grunden til den vokser, er fordi, den er på overarbejde, den har så travlt med at ødelægge hendes blodlegemer. Ellers er hun sund og rask...

Med Bjørn er vi kommet i en hel ny situation.

Bjørns sfærocytose-kontrol - han er en hel anden bjørn

Bjørn stod for tur bagefter. Situationen med ham er en hel anden end med Rosa. Han har ikke fået blod siden den 1. juni 2011. Da Rosa var i den alder fik hun blod med en til to måneders mellemrum. Så det alene er jo fantastisk i vores lille verden.

Oven i det kommer, at det ser ud til, at han rent faktisk hæver sin egen blodprocent. Det vil sige, at han producerer flere nye røde blodlegemer end hans milt smadrer. Og det er også fantastisk. Han ligger stadig ikke indenfor normalområdet, men forholdsvis tæt på den nedre grænse. Den nedre normalgrænse er 6,5 og målingen i torsdags viste en blodprocent på 5,9.

Det giver en helt ny situation for os. En dejlig situation ind til videre, for der ser det ud som om, han klarer sig ok, klarer sig alderssvarende, selvom hans blodprocent i bund og grund er for lav. Så indtil videre skal vi bare være opmærksomme på ham og selvfølgelig komme ind, når og hvis vi mener, at han trænger til blod.

Han blev selvfølgelig også målt, vejet, lyttet, set og trykket på. Hans milt er lidt forstørret, men slet ikke i samme forhold som Rosas. Ellers følger han fint sine kurver, med undtagelses selvfølgelig af hovedet, der er alt for stort. Mors Bjørn er klog og tilsyneladende mere sund og rask end vi havde frygtet. Håber inderligt han fortsætter den seje stil...

Søster klar med vælte-hjælp

Mors store dreng er et halvt år gammel - i morgen - og i dag har han siddet og leget selv.
"Han er så stor og dygtig," lyder det fra en stolt mor, der ikke rigtig kan fatte, at Bjørn drenge allerede er seks måneder gammel.

Så fin og glad han sidder :) Han fandt hurtigt ud af, at de fine farvede ting foran ham kunne væltes, hvilket jo var totalt baby-sjov.

Og Rosa var mere end klar på at vise, hvordan det skulle gøres. Så både baby- og stor-pige-sjov. Men den vidunderlige lyd, der klukkede fra dem begge er årsagen til, at man får barn nr. to...

Flæskesvær er sagen

Ja, jeg ved godt, jeg startede denne blog med at juble over Bjørns grød-indtag, men det viste sig desværre at være undtagelsen, der bekræfter reglen: Han er ikke en grød-dreng. Vi har prøvet med risgrød, hirsegrød - begge både med og uden forskellige former for  frugtmos. Ren frugtmos, avokadomos, bananmos, ærtemos. Og nej, intet behager mors Bjørn. Han er til babs og ikke andet.

Nu er koden knækket, vi har fundet noget knægten er vild med; Flæskesvær! Det er bare guf. Så lækkert at han fik suttet sværen helt blød og bidt stykker af. Hvilket fik mig til at nærmer mig panik. Mine store fingre ind i den lille mund, hvor der nu er to sylespise tænder. Tænder der flittigt blev hakket i mine fingre, for han ville godt nok ikke af med sværstykket. Som han dog skreg bagefter. Skreg og skreg indtil han fik et nyt stykke svær proppet i munden.

Så opskriften på Bjørn-mad; Babs og flæskesvær!

Sfærocytose og nålepude et og to

Dagen i går bød på et knap så hyggeligt besøg på Silkeborg Sygehus. Både Bjørn og Rosa har blodsygdommen sfærocytose, hvilket desværre er en arvelig-gave fra mig. Sygdommen betyder kort fortalt, at de røde blodlegemer har en forkert form og de nedbrydes af milten. Det betyder blodmangel og derfor blodtransfusioner.

Transfusioner som de begge får på Skejby Sygehus, hvor vi også går til kontrol med dem. Derfor besøget på Silkeborg Sygehus, for mandag byder på kontrolbesøg på Skejby, hvor de gerne vil have nogle blodprøve-resultater at undersøge mine to guldklumper ud fra.

Rosa har levet med sygedommen i knap fem år, hvilket betyder at hun er blevet stukket i rigtig mange gange. Hun kan virkelig ikke lide det. Vi snakker om det inden og forsøger at forberede hende, men det hjælper ikke. Når de kommer i deres hvide kitler, forsøger hun nærmest at kravle ind under min kjole og - hvis hun fik lov - tilbage i livmoderen. Tårerne løber og hun kæmper for at holde sin arm væk fra laboranterne. Og der er bare intet jeg kan gøre...

I går var Bjørn også med. Han plejer at tage det bedre end Rosa gjorde, da hun var helt lille. Han er også nemmere at stikke i end hun var. De kunne ikke finde hendes blodårer, hvilket desværre ofte gjorde hende til en nålepude for inkompetente læger. Den værste gang var der fire læger, der stak før det lykkes. De må hver "kun" stikke to gange, før der skal en ny til. Det var ikke en god dag! Som nævnt har det hidtil gået nemmer med Bjørn, men det er nok desværre slut. I går var der tre laboranter, der kiggede efter hans blodårer og de tog begge arme i brug. Jeg kunne ikke trøste ham bagefter. Han skreg og skreg. Han faldt først til ro, da vi kom ud der fra.

Oven i det hele, så kunne Rosa heller ikke klare, at hendes lillebror blev stukket i. Hun har ligesom prøvet det på egen krop flere end mange gange. Så hun græd også. Hun fik det fysisk dårligt og kastede op ud over sig selv, da vi kom hjem.

Sikke en dag..., hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage gaven tilbage...

Så mosler man igennem

Bjørn lå og hyggede sig på legetæppet i dag, og han er efterhånden en rigtig moslemås. I dag ingen undtagelse...

Der var så meget gang i prinsen, at han fik væltet sit legetæppe. Sådan Bjørn...

Mor er 100 år

Sommeridylen har sænket sig, hvilket i år desværre vil sige; gummistøvlerne står til tørre og regnen danser ned af ruderne. Under alle omstændigheder havde vi booket et billig lille byhus i Tønder, hvor vi sidder og hygger i sofaen.

Rosa sidder og farver og laver små regnestykker i sådan en før-skole-male-regnebogs-ting. Og hun udvider repertoiret ved at spørge os: hvad giver 2 + 3, 4 + 1, 2 + 1 osv. Så skal sværhedsgraden højnes, så hvad giver 10 + 2, 13 + 10... Hun sidder lidt og kommer så med det ultimative stykke:
- Hvad giver 25 + 5?
- Det giver lige så gammel, som jeg er. Svarer jeg velvidende, at det har hun helt tjek på, især efter lillebror er kommet til, for han er jo nul år.
- 100. Lyder det så prompte fra hende. Ikke et øjebliks tøven, et lille glimt i øjet eller noget som helst. Det er simpelthen min alder, og det hun er mest benovet over, er, at hun kan lave et regnestykke, der giver så stort et tal!

Mit eventuelle svar (som nok ikke ville havde været rene rosende ord) drukner fuldstændig i Rasmus latter.

Frie fantasis fantastiske flyvetur

Det er fantastisk at se og høre, hvordan Rosas fantasi flyder så furunderligt let. Den anden dag lå lillebror oppe på hendes værelse mens jeg var på badeværelse, og jeg bad hende om at finde noget han måtte lege med (alias sutte, savle og snaske på). Jeg foreslog et af dyrene fra hendes Fisher-Prices, Little People bondegår.

Bjørn nåede aldrig at få så meget som en hest at sutte på. For på de knap to meter, der er fra kassen med Little People og over til, hvor Bjørn lå, begyndte hesten jo at ride rundt. Og så skulle dens venner koen og grisen også være med, så kom bondemanden lige pludselig og sagde, at de skulle komme hjem, for de skulle i skole. Det ville grisen ikke, så den forsøgte at stikke af. Men bondemanden fangede den igen, for han har en super sej og hurtig traktor... Og sådan fortsatte legen.

Billedet her over viser Rosas legetøj i går eftermiddags. Jeg ved ikke helt, hvad hun havde gang i, men sommerhatten, kanden med vand (den med det røde neopren overtræk), saftevandsflasken, vandflasken, Knor Aromat og glasset udgjorde scenen til en større leg. Hvor den store kande spillede rollerne som både mor for dem alle, mor i sin fine røde kjole og med sommerhat, og politibetjent. Sommerhatten prøvede både at være hat og den mere udfrodrende rolle som badebassin. Glasset spillede fængsel for Aromaten, der havde forsøgt at stjæle vandflasken, da den spillede skatten. Vandflasken var også gæst til bryllupet, da glasset og Aromaten blev gift... Det var fantastisk.

Der findes ikke noget bedre end sidde helt stille og lytte og se på Rosas fantastiske frie fantasi lege. Det er guf for både øre, øjne og sjæl...

Lagersalgs-koma

Fredag bød på en førstegangs oplevelse for mig: Lagersalg af babytøj! Bjørn nærmer sig de seks måneder og vi opererer nu i den femte størrelse børnetøj (74). Og da vi ikke har været i den heldige situation denne gang og arvet tøj, tænkte jeg, at lagersalg med billigt tøj måtte være sagen, for at få lidt på eget lager.

Ok, jeg gik vist lidt over gevind. Men jeg var ingenlunde forberedt på, hvad der ventede. En halv times kø, bare for at komme ind, kasse efter kasse fyldt med tøj og kvinde efter kvinde efter kvinde på jagt i kasserne. Indrømmet, jeg gik i total lagersalgs-koma. Om ikke andet, så har vi stribet tøj til et stykke tid…

Bjørns hoved 1 – klog eller fyldt med vand

I går var Bjørn og jeg til hans andet kontrolbesøg på ViborgSygehus. Det er hans hoved, den er gal med, det er for stort. Det betyder, at der er en risiko for, at han har vand i hovedet.

Han har lige fra fødslen haft et stort hoved, men det er bare blevet større og større. Det var sundhedsplejersken, der i første omgang gjorde os opmærksom på, at der måske var noget galt. Det var efter hun registrerede, at hovedet ikke fulgte samme vækstkurve som han gør i forhold til vægt og længde. Der ligger han én over middel, men hovedet er han ”sprunget” op til tre over middel. Det betød en tur op til lægen, der i første omgang konstaterede, at det ikke var noget i vejen med ham, han havde bare et stort hoved.

Men da knolden hans fortsatte med at vokse sendte sundhedsplejersken os igen til læge. Denne gang fik vi en henvisning til Viborg Sygehus, så børnelægerne i børneambulatoriet kunne vurdere hans smukke hoved. Vi fik en til den 4. juli 2011 kl 13:30.

De kiggede i hans øjne, tjekkede om han kunne bevæge arme og ben, om han kunne følge en genstand med øjne, om han kunne tage fat i den, flyttet den fra hånd til hånd. Vejede og målte ham og selvfølgelig hans hoved. I første omgang vurderede de, at han var ok, altså ingen vand i hovedet. Bare meget klog, som jeg jo hele tiden har sagt! Nej, det sidste konstaterede de nu ikke. De ville gerne holde lidt øje med ham, for at sikre at hovedet ikke blev ved med at vokse.

Så derfor var Bjørn og jeg som nævnt i Viborg i går. Og ja, hovedet vokser stadig. Han fik det målt til hans fem måneders undersøgelse den 16. aug. Der var det 47 cm og i går, 1. sept., var det 48 cm. Så det var jo ikke godt. Derfor skal han nu ultralydsskannes. Han her jo heldigvis stadig hul i hovedet (fontanellen), så de kan, så vidt jeg har forstået, nemt skanne ham der igennem, uden han lider på nogen måder. Det satser jeg på, er rigtig forstået.

Nok er prinsens hoved stort - og smukt, men så er det heller ikke større. Jeg har besluttet mig for, at det bare er fordi, han er mors meget kloge dreng og sådan en stor hjerne kræver jo sin plads. Basta og 7-9-13. Nu må vi se, hvad skanningen siger…

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det

Ja, det er ikke lige til at se på billedet, men der var ca. en cm grød i skålen tidligere. En cm som Bjørn rent faktisk har spist. Og det er stort, for nu har vi øvet os på det med grød siden 9. august og han har bare ikke ville spise noget. Det eneste, der har fanget prinsens interesse er bryst – og det er så gerne hver anden time døgnet rundt – og mor her er træt, åh… så træt. Så derfor kan armene næste ikke komme end i ren og skær ekstase over udsynet til at nattesøvnen måske alligevel er der ude.

Og ja, jeg ved godt, at jeg serverer grød for prinsen i en prinsesseskål, men med en datter på 4 år – fire og et halvt – er det nu en gang det, vi er mest leveringsdygtige i. Og måske var det netop prinsessen på bunden, der fik Bjørn til rent faktisk at spise.