Godt nytår

Mors lille prins fejrer nytår hos sin bedstefar og bonus bedste. Rosa er med sine forældre til "voksen-fest", hvilket hun virkelig nyder.

Under den sidste tids sygdom har der været stor mor-trang fra begge sider. Det har ikke været sjovt at skulle dele. Og det er nok lillebror, der lidt for tit  har vundet den kamp. Han hyler højest og ser mest ulykkelig ud.

Derfor har Rosa fået lov at komme med os, så hun kan få lidt alene tid med sine forældre.

Men selvom Bjørn har fået max mor-opmærksomhed det sidste stykke tid kunne han jo godt have grædt en lille smule eller i hvertfald rakt armene ud efter mig, da vi afleverede ham. Han gav mig bare et kys og vinkede glad farvel!

Fars lille nåsåer

Det er ingen hemmelighed, at min kære mand er meget lidt jule-menneske. Det er ikke for sjov, at jeg kalder ham, min egen vaskeægte nåsåer. Det er ok, med en enkelt anti-juler, for Rosa og især jeg har spredt julepynt og hygge nok for os alle sammen.

Men nu er Bjørn jo også en del af samlingen her på matriklen. Sidste år var han lille bitte og gjorde ikke meget væsen af sig. Sådan er situationen ikke i år.

Rasmus har fået sig en lille med-nåsåer. Og det er en snu en, for han forsøger at dække sig inde under, at han er mors-lille-dreng-kær. Det gik måske første gang en af mine nisser måtte lade livet, men han er afsløret.

Han har smadret en nisse, revet pyntegenstande og tøj af en anden adskillige gange - og nu fået smidt meget af det væk. Forsøgt at hive juledugen af bordet flere gange. Skilt adventsdekorationen ad lige så hurtigt som jeg har kunne samle den igen. Kørt over bamse-nissen gentagende gange og med stor fornøjelse.

De to endelige beviser mod den lille nåsåer kom for det første, da min mor kom med nissetøj til begge unger. Rosa er glad og smuk i sin nissekjole. Det første Bjørn gør, da jeg har givet ham nissebukser og nissbluse på, er at kaste op ud over begge dele! Han har selvfølgelig heller ikke ville have nissehue på, så jeg var måske advaret.

Det andet tydelige bevis kom juleaftensdag, da vi havde fået juletræet ind og pyntet det så smukt. Det står midt i stuen, hvilket vil sige stort set lige under den stofgynge, ungerne har der inde. Den er selvfølgelig bundet helt op, hvad den har været det sidste lange stykke tid, fordi med jule-sygdommen har de ikke rigtig haft energi til at bruge gyngen. Men så her juleaftensdag, da juletræet står der i alt sin pragt, insisterer Bjørn meget tydeligt, indædt, grådfyldt og længe på at få gyngen ned. Han vil gyn-gange!

Selvfølgelig vil fars lille nåsår gyn-gange lige nu, ellers kan juletræet jo ikke torpederes!

 

Snot jul

Vi kommer ikke udenom, at denne jul vil blive husket som alletiders hoste-hakke-snot-jul. Øv...
 

Bjørn startede onsdag 19. dec. med feber. Han havde haltet lidt hele ugen. Ikke syg og ikke rask, men onsdag brød det så ud; feber, snot og en så kraftig hosten, at han kastede op flere gange i løbet af aftenen/natten. En tur til lægen fredag gav ingen lindring, idet der ikke var noget at se i halsen eller høre på lungerne. Anderledes så det ud, da jeg tog til vagtlæge med ham 2. juledag. Nu har han både lungebetændelse og mellemøresbetændelse. Glædelig jul!

Vi tre andre er selvfølgelig også blevet smittet. Endnu ingen betændelsestilstande, "bare" snot, hote og feber. Det samme gælder min mor, der har besøgt os i julen. Hun fik oven i de indpakkedde gaver også en lille forkølelse/influenza med sig hjem. Glædelig jul!

Sådan en tilstand giver selvfølgelig også en hel speciel juleaften. For det første er der ingen problemer i at få ungerne til at sove middagslur. De sover faktisk det meste af dagen. Den dejlige julemad som Rasmus står i køkkenet med hele dagen, bliver stort set ikke rørt af de små. Vi andre spiser da, men hverken smagsløg eller appetit er som normal ved denne tid. Dansen om juletræet bliver kraftigt begrænset og gaveprocessen bliver speedet op, for vi er alle trætte og sløve. Glædelig jul!

Klokken halv ni sover begge børn og Rasmus og min or og jeg ligner nogen, der gør det samme i sidende stilling. Rigtig glædelig jul til alle!

Søskendekærlighed

Når man er skidtmas, er det godt at have en søster og se film sammen med

Julemanden er bedre end stjerner

Vi ser Bamses Julerejse her i huset. Vi kan ikke se Tv2 og DRs kommer for sent for de to små, så vi ser genudsendelsen af Bamses Julerejse på DR Ramasjang.

Den kommer lige inden spisetid og Rosa sad også i går og fulgte den gule bjørns rejse. Så til aftensmaden lyder det pludselig fra hende:
Rosa: Det er faktisk synd for mine venner.
Jeg: Hvad er det, der er synd.
Rosa Det er faktisk synd, de ikke ser Bamses Julekalender.
Jeg: Nå... hvorfor er det synd.
Rosa: Fordi de ser bare den med sådan noget stjerne noget. Der er ingen julemand. Det er synd!

Jeg valgte at give hende ret. Det var rigtig synd for dem.

Kan ikke sige mig fri for, at jeg er glad for, at det er den tilgang hun har til det (meget ulig hende), frem for en daglig kamp om, hvorvidt hun må se det hendes venner ser.

Selv når far snorker

Ungerne bliver puttet samtidig, fordi så kan vi nøjes med at læse og synge en gang. Sådan var det selvfølgelig også i går. Og da det så er tid til at sove, lægger Rosa sig stille om på siden og lukker øjnene.

Bjørn derimod tager det, at jeg holder mund, putter dynen omkring ham og kysser ham som et tydeligt tegn på, at nu er det tid til moslen, kravlen, råb og leg.

Så jeg lægger ham ned igen, tysser på ham og siger han skal være stille, det er sove-tid. Rosa sover, så han skal være helt stille. Hun har et fantastisk sove-gen, så det plejer faktisk at være tilfældet få minutter efter lyset er slukket. I går var hun dog ikke faldet helt i søvn endnu:

Rosa: Mor, det er ok. Jeg kan godt sove alligevel.
Jeg: Ok... men Bjørn skal være stille alligevel. Han skal også lære at vise hensyn til dig.
Der er en kort pause. Jeg når at tænke, om hun måske sagde det i søvne. Men så lyder det stolt fra hende:
Rosa: Jeg kan faktisk sove, selv når far snorker!

Drillenisser

Mors lille drillenisse...

Bjørn vil ikke have nissehuen på, så det er med at være hurtig med kameraet, når den så endelig sidder der.

Rosa vil gerne have nissehue på, hun har fået en med glimmer, men hun vil ikke tages billeder af.

Så det med at få taget et december-billede til næste års kalender har vist sig at være en større opgave end først antaget.

Stædighed eller modestandpunkt

Vinteren er kommet til det danske land og med kulden også kravet fra hysteriske mødre (læs: mig), om at de kære små skal have hat på, nærmer bestemt elefanthue, for den dækker jo også halsen.

Så hver morgen har Rosa og jeg efterhånden et lille ritual, hvor diskussionen går på, hvilke andre beklædningsdele det kræver, for at hun kan slippe for elefanthuen.

I fredags var situationen bare den, at hun havde fået smidt både sine ørevarmere, sit pandebånd og sit halstørklæde væk. Så der var hun elefanthuen tilbage! Ikke om hun ville tage den på!

For at undgå yderligere råb og skrig skiftede jeg taktik; Hvis hun ikke tog elefanthuen på, inden jeg havde talt til tre, så var der ingen elektronik resten af dagen, hvilket blandt andet betød ingen Disneysjov!

Udsigten til fratagelse af elektronisk underholdning plejer at have en yderst hurtig og gavnlig effekt. Men ak, nej ikke i fredags.
”Jeg er da ligeglad! Jeg vil ikke have den på! Det ser dumt ud!”
Lød det fast fra hende, hvorefter hun tog hætten i flyverdragen på og marcherede udenfor.

Det var ligesom mit sidste kort, jeg havde spillet der, så hun kom i skole uden hue og fredag aften forløb uden Disneysjov.

I morgens stod vi så i samme situation, og i dag skal hun være ude hele dagen, for klassen er på juletur i Den Gamle By i Århus. Men jeg lærer trods alt også lidt hen af vejen, så vi tog slet ikke diskussionen.

Jeg tog bare elefanthuen med i skole og sagde til Rosa inden hun tog af sted, at hun skulle have den på i Den Gamle By. Og skolen og kammeraterne har den dejlige virkning, at hun ikke flipper helt ud, råber og skriger. Der kom bare lidt underlæbe, et mut udtryk og hendes farvel-knus til mig var uden den helt store indlevelse – men med hue.

I gang eller i seng

Det er vist på tide jeg enten får gang i denne blog igen eller lægger den helt i seng.

Jeg gik lidt død i det tidligere på året, fordi det bare var sygdom på sygdom, der fyldte hverdagen her. Fra januar til midt juni havde vi ikke 14 sammenhængende dage uden sygdom her på matriklen. Det var ikke den sjoveste periode. Så kom sommerferien og så var alt det her med bloggen ved at være så langt væk, at det har været svært at komme tilbage.

Men samtidig har jeg manglet et sted at skrive alle hverdagens små finurligheder. Jeg har tænkt, jeg sagtens ville kunne huske dem, de virker jo så sjove og vigtige i øjeblikket. Men har for nylig været ved at rydde op i kasserne med babytøj og når jeg ingen gang kan huske, at Bjørn har været så lille, så kan jeg om et par måneder nok heller ikke huske, hvor kært jeg synes det er nu, når bror og søster sidder og tegner sammen.

Ganske vist er det kun et kort øjeblik, for så opdager Bjørn, at han langt hellere vil tegne på Rosas papir med lige præcis den farve hun har i hånden. Og det kan godt ske, han hedder Bjørn, men hans ”miiiiiiiiiiiiiiiiiin-skrig" er der ingen dybe bjørne-toner over.

Velkommen tilbage.