Ungerne bliver puttet samtidig, fordi så kan vi nøjes med at læse og synge en gang. Sådan var det selvfølgelig også i går. Og da det så er tid til at sove, lægger Rosa sig stille om på siden og lukker øjnene.
Bjørn derimod tager det, at jeg holder mund, putter dynen omkring ham og kysser ham som et tydeligt tegn på, at nu er det tid til moslen, kravlen, råb og leg.
Så jeg lægger ham ned igen, tysser på ham og siger han skal være stille, det er sove-tid. Rosa sover, så han skal være helt stille. Hun har et fantastisk sove-gen, så det plejer faktisk at være tilfældet få minutter efter lyset er slukket. I går var hun dog ikke faldet helt i søvn endnu:
Rosa: Mor, det er ok. Jeg kan godt sove alligevel.
Jeg: Ok... men Bjørn skal være stille alligevel. Han skal også lære at vise hensyn til dig.
Der er en kort pause. Jeg når at tænke, om hun måske sagde det i søvne. Men så lyder det stolt fra hende:
Rosa: Jeg kan faktisk sove, selv når far snorker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar