Hjemmestrikkens død...

Min bedstemor og særdeleshed mormor var flittig producenter af hjemmestrikket outfit. Bekvemmeligheden og det modemæssige niveau vil jeg ikke kommenterer på. Rosa og Bjørn har fire sæt bedsteforældre og to af dem producerer strik til børnebørnene. Ikke helt i samme omfang som mine bedsteforældre, men alligevel...

Her ses prinsen glad og tilfreds med benvarmer fra bedste og uldtrøje fra farmor. Trøjen er i sin tid strikket til Rosa, så hjemmestrik er kvalitet.

Nu kommer dilemaet så, hvis jeg skulle gå hen og blive bedstemor, er der bedste jeg kunne forære mit barnebarn i hjemmestrikafdelingen et halstørklæde med uens masker. Gad vide om Rosa og Bjørn bliver ferm med strikkepindene eller nedturen for hjemmestrik fortsætter.

To sange til min store pige

Ugen der er gået har stået i fødselsdagens tegn. Fem år er stort. Der er holdt fødselsdag ude i børnehaven, for venner (forældrenes) og for familien.

På selve dagen var der selvfølgelig fødselsdagssangs-vækning og morgen hygge med levende lys og gaver. Senere blev hun fejret ude i børnehaven med jagt efter prinsesse Lillefins seks guldnøgler og kiste med prinsessegodter. (Rasmus var klædt ud som prinsesse Lillefin, yndig med lilla og blomstret "kjole", prinsessehat med slør, blå øjenskygge og rød læbestift. Desværre er der nedlagt streng veto med offentliggørelse af billeder af Lillefin - og så tæt på jul tør jeg ikke andet end at overholde vetoet)

Herefter var der lyserød prinsessekage og leg. Det var ikke alle (læs: ingen), der troede på, at prinsesse Lillefin var en rigtig prinsesse. Rigtige prinsesser har ikke skæg, var et af de mange argumenter, der blev fremført. Da prinsesse Lillefin tabte sin prinsessehat ude i skoven var der ingen tvivl:

- Du er ikke en pige! Du er skaldet, så kan du ikke være en prinsesse!

Den ønskede fødselsdagsmenu om aftenen bestod af hotdog og is. Det behagede vist også de voksne, for i disse sundhedstider er det sjældent hvidt brød, pøler, div. dyppelser og begrænset grønt står på menuen.

Lørdag var familien inviteret til fødselsdagsbrunch. Rosa insisterede på at blive vækket med fødselsdagssang igen. Hun havde fødselsdag igen, der kom jo gæster…

Mors store dreng i dagpleje

I dag er Bjørns tredje dag i dagplejen. Anden dag uden mig. Det går rigtig godt. Jeg har ikke grædt på vej hjem i bilen en eneste gang...

Positive sider af sygdom

Bjørn er desværre blevet snottet og små pylret igen. Øv. Det har dog den positive side, at han bliver meget mere putte og hygge villig. Den anden dag faldt han i søvn siddende hos mig. Lidt dejligt... Det er første gang, selv som spæd var han alt for meget en moslemås til at sidde stille længe nok til at falde i søvn.

Og når vi nu skal se på det positive ved snot og klynk, er der også det øgede behov for søvn. Bjørn vågner normalt ved en fem tiden. I dag sov han til halv otte. Aahhaaa...

Hvad mod 15 har gjort

Rosas dagpleje boede på en skrå grund, så det var ned ad trapper, når vi afleverede (og op når vi hentede ;) ). En oplagt mulighed til at øve os i at tælle, og der var en tyve trin. Sagt på en anden måde, Rosa har kunne tælle til tyve i to tre år. Men af en eller anden grund hopper hun altid over 15.

Det går fint og flot der ud af: 1, 2, 3, 4...., 12, 13, 14, 16, 17, 18... og det er helt konsekvent. Selv når man tæller sammen med hende, kommer hun en foran, når man er ca. fem fra de tyve.

Selv efter vi kom højere oppe i talrækken, (hun stopper gerne ved de 32, for så gammel er hendes far og det er altså gammelt!) hopper hun 15 over. Gad vide hvorfor?

Det er først nu her, som hun nærmer sig de fem år, at 15 er begyndt at få være med til festen. Men det er stadig langt fra hver gang, det kommer med. Stakkels tal... Hvad mon det har gjort hende?

Så læg jer da ned og være syge på den rigtige måde...

Ja... jeg troede jo vi var over sygdommen. Men lige som jeg var klar til at holde fanen høj igen, fik vi alle et dyk igen. Og hvis vi så alle bare var klar til at putte os under dynen og lade kroppen tage kampen, mens vi sover og hygge, så ingen problem.

Men næ, nej. Jeg selv er mere end klar til at ligge mig på langs og sove, til jeg er rask igen. En opgave der er lidt svær, når huset er besat af to snot-monstre i mini størrelse. Rosa vil som sådan godt putte under dynen, hvis det vel og mærke er på madrasser foran fjernsynet og så kun i kortere perioder. Perioder af lige præcis den længde, det tager mig at falde i søvn. Øv.

Så er der også det mindste snot-monster. Han vil under ingen omstændigheder ligge og putte under nogen som helst dyne. Basta! Jeg må da være tosset. Med andre ord en sur, lille, slatten, snottet, pylret, utilfreds moslemås er ikke en god sygdomskammerat.

Hvor gammel mon de skal være, før de kan finde ud af at være syge på den rigtige måde (læs: min måde)...