Ja... jeg troede jo vi var over sygdommen. Men lige som jeg var klar til at holde fanen høj igen, fik vi alle et dyk igen. Og hvis vi så alle bare var klar til at putte os under dynen og lade kroppen tage kampen, mens vi sover og hygge, så ingen problem.
Men næ, nej. Jeg selv er mere end klar til at ligge mig på langs og sove, til jeg er rask igen. En opgave der er lidt svær, når huset er besat af to snot-monstre i mini størrelse. Rosa vil som sådan godt putte under dynen, hvis det vel og mærke er på madrasser foran fjernsynet og så kun i kortere perioder. Perioder af lige præcis den længde, det tager mig at falde i søvn. Øv.
Så er der også det mindste snot-monster. Han vil under ingen omstændigheder ligge og putte under nogen som helst dyne. Basta! Jeg må da være tosset. Med andre ord en sur, lille, slatten, snottet, pylret, utilfreds moslemås er ikke en god sygdomskammerat.
Hvor gammel mon de skal være, før de kan finde ud af at være syge på den rigtige måde (læs: min måde)...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar