Vinteren er kommet til det danske land og med kulden også kravet fra hysteriske mødre (læs: mig), om at de kære små skal have hat på, nærmer bestemt elefanthue, for den dækker jo også halsen.
Så hver morgen har Rosa og jeg efterhånden et lille ritual, hvor diskussionen går på, hvilke andre beklædningsdele det kræver, for at hun kan slippe for elefanthuen.
I fredags var situationen bare den, at hun havde fået smidt både sine ørevarmere, sit pandebånd og sit halstørklæde væk. Så der var hun elefanthuen tilbage! Ikke om hun ville tage den på!
For at undgå yderligere råb og skrig skiftede jeg taktik; Hvis hun ikke tog elefanthuen på, inden jeg havde talt til tre, så var der ingen elektronik resten af dagen, hvilket blandt andet betød ingen Disneysjov!
Udsigten til fratagelse af elektronisk underholdning plejer at have en yderst hurtig og gavnlig effekt. Men ak, nej ikke i fredags.
”Jeg er da ligeglad! Jeg vil ikke have den på! Det ser dumt ud!”
Lød det fast fra hende, hvorefter hun tog hætten i flyverdragen på og marcherede udenfor.
Det var ligesom mit sidste kort, jeg havde spillet der, så hun kom i skole uden hue og fredag aften forløb uden Disneysjov.
I morgens stod vi så i samme situation, og i dag skal hun være ude hele dagen, for klassen er på juletur i
Den Gamle By i Århus. Men jeg lærer trods alt også lidt hen af vejen, så vi tog slet ikke diskussionen.
Jeg tog bare elefanthuen med i skole og sagde til Rosa inden hun tog af sted, at hun skulle have den på i Den Gamle By. Og skolen og kammeraterne har den dejlige virkning, at hun ikke flipper helt ud, råber og skriger. Der kom bare lidt underlæbe, et mut udtryk og hendes farvel-knus til mig var uden den helt store indlevelse – men med hue.
