Lever måske lidt for meget i nu’et…

Luften er endelig ved at sive lige så stille ud af den snotboble, der har omgivet matriklen her. Det har ikke været en særlig dejlig omgang. Og slet ikke for lille Bjørn, som jo er helt ny i sygdomsverdens mange glæder.

Hans lille krop har hoppet og hakket op og ned ved hvert hoste anfald. Han har været helt rød i hovedet og øjne fyldt med tåre, fordi det bare gør så ondt. Han har flere gange hoster og hakket så voldsomt, at han har kastet op. Og her kommer vi til en noget baby-unikt. Deres vidunderlige evne til at leve fuldstændig i nu’et.

Det ene øjeblik er han helt rød i hovedet, tårer løber ned af kinderne. Han hoster og hakker så voldsomt, at hans lille krop rokker frem og tilbage og han kaster op ud over det hele. Umiddelbart derefter sidder han glad, smilende og klasker velfornøjet i sit eget opkast, for sikker noget sjovt legetøj, der lige pludselig er foran ham…

Så lever man altså lidt for meget i nu’et…

Total familie, snotboble-koma

Her på matriklen er vi pakket ind i en stor snotboble. Rosa startede, jeg fulgte og Bjørn har nu også hægtet sig på. Hægtet sig på snot, hosten, hakken, smerte, ynke og klynke (hvordan Rasmus er gået fri aner jeg simpelthen ikke).

Det er ikke sjovt for nogen at være syge, men baby Bjørn er bestemt ikke en glad patient. Det med snot-stoppet-næse og babs er ikke en god cocktail. Han bliver vildt frustreret, når han ikke kan spise, fordi han ikke kan få vejret. Reaktion: Råbe af mig, for det må jo være min skyld. Jeg er så snot-kvæstet, at jeg faktisk næsten kan ignorerer ham. Rosa er bleg, slatten og mat. Suk, hvor er vi snot-ynkelige...

Glæder mig til boblen brister...

Må man vold-blitze sin søn i hovedet ved puttetid

Bjørn er simpelthen så nuttet, når han bliver puttet. Ritualet er helt fast, han ruller om på siden, finder den lille, brune bamse han har haft i sin seng altid. Tager fat om den med sine små baby-buttede hænder, trykker den først helt ind til sig, hvorefter den bliver vold-nusset/ædt. Bagefter ligger han og brummer med næsen helt ind i bamsens mave, hiver den lidt i armene og lægger sig så til ro.

Her ses bamsen - stadig forholdsvis pæn og savlefri.

Hver dag er aprilssnap-dag

Det er ikke fordi, Rosa har problemer med talens evner, men af en eller anden grund har hun fået forkert fat i ordet aprils-nar. Siden 1. april i år har det heddet aprils-snap.

Det lyder simpelthen for kært, når hun siger det. Vi har utallige gange fortalt hende, at det hedder aprils-nar og ikke -snap, men den er endnu ikke feset ind. Ligeledes har hun heller ikke opfanget den med, at det kun er en dag om året, hvor den gælder.

Her hjemme er det aprilssnap-dag hver dag. Hun bruger den lige så snart, hun kan komme af sted med det. Og igen har hun ikke helt opfattet, hvordan aprilsnarren normalt bruges. Ellers også har hun, og derfor lavet sin egen aprilssnap, for den bruges på en lidt anden måde.

Det er især, når hun ved, at hun er trådt over grænsen. Når hun kan mærke, at hun er skræmmende tæt på skæld ud eller en timeout, så kommer den:
- Aprilssnap. Efterfulgt af hendes største smil.

Det er altså meget svært at sige nej eller være sur på det smil, når hun står der glad og siger:

- Aprilssnap, aprilssnap...

Det kan også blive for afslappet...

En morgen var det lykkes mig at blive vasket, komme i tøjet, få børstet tænder og sat hår, lyder måske af lidt, men tro mig, jeg var faktisk ret stolt af mig selv. Så var det tid til en tør mås til Bjørn. Jeg lærer af mine fejl, så jeg vendte ikke ryggen til. Jeg var faktisk så dygtig, at jeg stod lidt skrå for, da strålen kom.

Første tanke var:
-Yes, han ramte ikke. Næste tanke:
- Nå ja, måske lidt på strømpebukserne... og hjørnet af kjolen...
Og så er det, at det virkelig går galt for mig, for et øjeblik står jeg rent faktisk og fortæller mig selv, at det er ok. Jeg behøver ikke skifte tøj. Det tørrer. Det er ligemeget. Det var bare en lille smule.
Helt ærligt! Så er ens forhold til sit barns affaldsstoffer, altså for afslappet...