Luften er endelig ved at sive lige så stille ud af den snotboble, der har omgivet matriklen her. Det har ikke været en særlig dejlig omgang. Og slet ikke for lille Bjørn, som jo er helt ny i sygdomsverdens mange glæder.
Hans lille krop har hoppet og hakket op og ned ved hvert hoste anfald. Han har været helt rød i hovedet og øjne fyldt med tåre, fordi det bare gør så ondt. Han har flere gange hoster og hakket så voldsomt, at han har kastet op. Og her kommer vi til en noget baby-unikt. Deres vidunderlige evne til at leve fuldstændig i nu’et.
Det ene øjeblik er han helt rød i hovedet, tårer løber ned af kinderne. Han hoster og hakker så voldsomt, at hans lille krop rokker frem og tilbage og han kaster op ud over det hele. Umiddelbart derefter sidder han glad, smilende og klasker velfornøjet i sit eget opkast, for sikker noget sjovt legetøj, der lige pludselig er foran ham…
Så lever man altså lidt for meget i nu’et…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar