Sommeridylen har sænket sig, hvilket i år desværre vil sige; gummistøvlerne står til tørre og regnen danser ned af ruderne. Under alle omstændigheder havde vi booket et billig lille byhus i Tønder, hvor vi sidder og hygger i sofaen.
Rosa sidder og farver og laver små regnestykker i sådan en før-skole-male-regnebogs-ting. Og hun udvider repertoiret ved at spørge os: hvad giver 2 + 3, 4 + 1, 2 + 1 osv. Så skal sværhedsgraden højnes, så hvad giver 10 + 2, 13 + 10... Hun sidder lidt og kommer så med det ultimative stykke:
- Hvad giver 25 + 5?
- Det giver lige så gammel, som jeg er. Svarer jeg velvidende, at det har hun helt tjek på, især efter lillebror er kommet til, for han er jo nul år.
- 100. Lyder det så prompte fra hende. Ikke et øjebliks tøven, et lille glimt i øjet eller noget som helst. Det er simpelthen min alder, og det hun er mest benovet over, er, at hun kan lave et regnestykke, der giver så stort et tal!
Mit eventuelle svar (som nok ikke ville havde været rene rosende ord) drukner fuldstændig i Rasmus latter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar