Åh... sikke en morgen. Rasmus var taget tidlig på arbejde, så det var bare ungerne og jeg. I teorien burde mig på barsel + to dejlige unger = masser af tid og morgenhygge.
I realiteten startede min morgen alt for tidlig (kl. 06:00 er ukristelig tidelig, hvis I spørg mig) og dårlig lugtende med Bjørns knap så hyggelige morgen-bonus-ble. Hvorfor skal han gøre det om morgen, øv!
Dernæst var Rosa også træt og morgensur, hvilket ikke biddrog til smil på mine læber, og jeg forbedrede nok heller ikke hendes morgen-tilstand. Så det kørte bare der ud af; Hun kunne ikke selv tage tøj på, hun ville ikke spise, hun vil ikke sætte sin tallerken hen, hun ville ikke have børstet tænder, jeg måtte ikke børste hendes hår, hun ville ikke have jakke på... Indtil det kulminerede med, at hun sad og tudede på trappen og spurgte, om vi ikke skulle være gode venner igen?
Der var ikke noget jeg hellere ville. Så efter flere kæmpeknusereog tørret øjne og næse gik turen så ud i børnehaven.
Bjørn vågnede selvfølgelig fra sin morgen-lur ved at blive flyttet fra barnevogn til bil. Og det kan godt ske, han finder det helt rimeligt, at han vækker mig adskillige gange i løbet af natten og ukristelig tidligt om morgen, men det betyder bestem ikke, at jeg må vække prinsen. Så der skal åbenbart være et barn der synes, jeg er den dummeste i hele verden. Det er da altid noget, de kan skiftes.
Han faldt heldigvis i søvn igen, så udstyret med baby-alarm gik jeg ind for at aflevere Rosa. Men hun ville lige pludselig ikke i børnehave. Hun tudede og ville ikke give slip på mig. En opførsel der er helt ulig hende, normalt er man heldig, hvis man når at få et farvel-kys inden hun stryger af sted med vennerne. Sådan var det ikke i dag. Bemandingen i sådan en dejlig dansk velfærdsbørnehave er jo ikke til, at der er en medarbejder, der kan være behjælpelig i sådan en situation. Så jeg valgte at gå lidt med ind, så hun kunne komme godt i gang med legen. For at sige det kort, så gik det ikke som planlagt.
Jeg brugte 40 min. i børnehaven og hun tudede stadig fuldstændig utrøstelig, da jeg ville gå. Og stadig ingen pædagog og veninder, der ville have hende med ind i danse-lokalet var ikke nok. Det endte med, at jeg tog hende med hjem igen, for det var altså ikke normal Rosa-opførelse.
Nu sidder vi og hygge med hver vores computer, og så er der bestilt tid ved lægen senere, for at få tjekket hendes blodprocent, for jeg tror det er ved at være transfusionstid (se evt. Rosas sfærocytose-kontrol - overgrebene er ikke ovre). Sikker en morgen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar