torsdag den 15. august 2013

Rosas verden

Rosa er helt vild med DR programmet Shanes verden, hvor Shane laver figurer, bygninger og verdner af skrald.

Så her hjemme må vi intet smide ud, for det kan hun bruge til sin Shanes verden. Hun samler alt sammen. Vi startede med en kasse i reolen, men den var hurtig for lille, så nu har vi en stor affaldssæk i kælderen, der så kommer op, når det er tid til at lave ting og sager til Rosas verden.

Normalt er det egentlig Rasmus der laver Shane med hende. Det er blandt andet blevet til huse, raketter, kasser med hemmelige koder, slotte og et stort piratskib af papkasser - med anhænger, så lillebror kunne komme med ud og sejle.

Her forleden fik jeg så lov til at lave Shane. Og her tog det en lidt anden drejning. Så vi lavede et sommerhus til Rosas Lego Friends figurer.

Huset blev en lille skotøjsæske.
 
 Låget blev til haven, hvor Rosa malede græs, blomster og en lille sø. 
Hun lavede også en pool og en stor solseng, hvor de alle kan ligge sammen. Det blev også til en stor sommerlagkage og en lille sovepose, hvis de nu havde lyst til at sove udenfor i det gode vejr.

Inde i huset fik vi lavet to senge med hver deres natbord.

Rosa lavede også en lille tablet pc med tastetur til soveværelset, som står på hendes natbord. Nede i skuffen ligger en lille bog som hun også lavede, for Olivia, Mia og de andre Friends piger skal selvfølgelig have, så de kan læse lidt inden de skal sove!

Jeg fik også lov til at lave et lille spisebord med to stole. Og Rosa lavede to blå tallerkner, så pigerne har noget at spise af.

Rosa lavede også en lille sofa og en computer, hvor jeg fik lov til at skrive på.

Det var faktisk rigtig hyggeligt at være med til. Og det var sjovt at se, hvor kreativ hun egentlig er. Hvordan mælkelåg, pap, servietter og lidt perler blev forvandlet til et helt nyt univers.

søndag den 11. august 2013

Første skoledag, 1. klasse

Så er Rosa klar til sit andet skoleår på Gjern Skole.
 

Glad og spændt på, hvad det vil sige at gå i 1. klasse. Det er stort!
 

lørdag den 6. juli 2013

Sommerhygge på terrassen

Der hygges på terrassen. Rosa kom hjem i går efter tre dage på SFO-koloni, og hun har været savnet.
Det er især meget svært som lillebror at sove uden sin storesøster.

torsdag den 25. april 2013

Tandøse smil

I forgårs røg den ene. Der lignede hun lidt en lille pirat og snakkede lidt sjovt.

I dag rev hun så den anden ud (den fjerde i alt). Jeg ved ikke helt, hvad hun ligner nu, men hun lyder ikke kun lidt sjov længere...

torsdag den 14. marts 2013

Hip, hip hurra... for far


Min store lille dreng fylder to år i dag. Det er vildt.

Ikke så meget for Bjørn. Han insisterer alligevel på, at det ikke er ham, men Far, der har fødselsdag. Når man spørger, hvem der har fødselsdag, lyder svaret: Faaar...

Når man siger: Det er da Bjørn, der har fødselsdag. Lyder det konsekvent fra ham: Neej!

Og sådan har det lydt den sidste uges tid, hvor vi har talt om, at han snart har fødselsdag og han bliver to år. Det med de to år, vil han heller ikke være med til. Der lyder det også bare: Neeej... og Faaar...

Rasmus har nu intet haft imod det. Han har bare set frem til, at han skulle have gaver. Men i morges da der lå gaver på bordet, var Bjørn slet ikke i tvivl om, hvem de var til. Rosa måtte dog på det kraftigste opfordre ham til at åbne begge pakker, for da han først havde åbnet pakken fra hende med den lille Duplo brandbil var han ikke interesseret i mere. Men... den store TRAKTOR kunne bestemt også bruges, da den først blev pakket op.

Hip hurra og stort tillykke til min store lille Bjørn.

lørdag den 2. marts 2013

Så er man vist for glad for sin bedstefar

I går aftes var vi ved rydde lidt op og fandt et billede af min far. Bjørn så det og kom løbende med armene strakt ud foran sig, mens han råbte: Beeeesss (hvilket betyder bedstefar på bjørnsk).

Resten af aftenen gik han rundt med billedet knyttet ind til sig. Det fik både kram og kys og det skulle selvfølgelig med i seng.

Billedet skulle ligge på puden ved siden af ham, have dyne på og godnat-mys!

mandag den 31. december 2012

Godt nytår

Mors lille prins fejrer nytår hos sin bedstefar og bonus bedste. Rosa er med sine forældre til "voksen-fest", hvilket hun virkelig nyder.

Under den sidste tids sygdom har der været stor mor-trang fra begge sider. Det har ikke været sjovt at skulle dele. Og det er nok lillebror, der lidt for tit  har vundet den kamp. Han hyler højest og ser mest ulykkelig ud.

Derfor har Rosa fået lov at komme med os, så hun kan få lidt alene tid med sine forældre.

Men selvom Bjørn har fået max mor-opmærksomhed det sidste stykke tid kunne han jo godt have grædt en lille smule eller i hvertfald rakt armene ud efter mig, da vi afleverede ham. Han gav mig bare et kys og vinkede glad farvel!